bt vs eb

BT vs. EB: Hvilken avis skal jeg vælge?

BT vs. EB: Hvilken avis skal jeg vælge?

Læser du stadig avis – og hvis ja, foregår det så på den gammeldags facon nemlig via papirudgaverne af de danske aviser? Så tilhører du sandsynligvis det ældre segment af befolkningen – læs med, og få styr på aviserne.

Langt størstedelen af det yngre befolkningssegment får deres nyheder via internettet – enten gennem de sociale medier eller fra aviser og nyhedstjenesters hjemmesider.

De gode, gamle aviser digitaliseres i stigende grad og flytter derfor såvel indhold som redaktion over på de online platforme. Det gælder både aviser som Berlingske og Politiken og de mere populistiske formiddagsaviser, der også er kendt under navnet tabloid aviser.

 

Hvad er tabloid aviser?

De fleste af os er stødt på aviser som BT og Ekstra Bladet (EB). Disse aviser tilhører en kategori af aviser, som kaldes for tabloid aviser. Oprindeligt er tabloid et format, som refererer til måden, hvorpå avisen er fremstillet. En avis i tabloid format er proportioneret således, at den fylder halvdelen af det, man kalder en broadsheet avis.

Et eksempel på en broadsheet formateret avis kunne være Politiken, som endnu den dag i dag stadig skal balanceres og foldes efter alle kunstens regler, hvis man vil læse den til morgenkaffen.

Berlingske er for flere år siden gået over til tabloid formatet, hvor aviser som BT og EB altid er udkommet som tabloid aviser. Disse to aviser ses ofte ved morgenbordet eller i frokoststuen på mange arbejdspladser og benævnes derfor som formiddagsaviser, idet de ofte indtages sammen med fælles morgenmaden eller den tidlige frokost.

 

 

Tabloid formatet gør det en del nemmere at håndtere avisen ved bordet og jonglere rundstykker, kaffe og basser samtidig – og historierne i BT og EB er samtidig lettere fordøjelige, end det er tilfældet for nyheder og features i Berlingske, Politiken, Information, Weekendavisen eller Børsen.

 

BT og EB – de udskældte aviser

Tabloid formatet anvendes som oftest af den del af pressen, som er mere sensationspræget end dybdegående i sin journalistik. Det gør sig gældende i mange andre lande også; for eksempel England og Tyskland, hvor aviser og dagblade som Bild og The Sun (fra 2020 overtaget af The Daily Mail) også traditionelt har benyttet sig af det let håndterbare avisformat (og af det særdeles spiselige journalistiske format).

Aviser som BT og EB er kendetegnet ved sensationsprægede overskrifter sat med store typer, som ikke levner den plads til uddybning i brødteksten, som man måske kunne ønske sig.

 

Tabloid avisernes magt og position i samfundet

BT og EB er altså ikke aviser, der af kultureliten og den mere intellektuelle del af befolkningen tages videre seriøst. Der er dog ingen grund til at negligere disse folkelige mediers indflydelse.

EB som papiravis er, trods bladdød og digitalisering, stadig det mest læste trykte medie i Danmark, og efter at BT i forbindelse med årsskiftet 19/20 ophørte med at udkomme som betalingsavis, har EB fået markedet for sig selv.

Samtidig er EB’s hjemmeside eb.dk, som blev oprettet så tidligt som 1997, det mest læste nyhedssite i Danmark. Denne popularitet skyldes ikke mindst EB’s evne til at være først med såkaldt Breaking News, altså helt nye og meget betydningsfulde nyheder, inden for både sport, krimistof og dansk og international politik.

 

 

Derudover er EB kendt for at være et medie, som ikke er bange for at stikke næsen lidt frem – og for at lave afslørende journalistik. Siden 1964 har EB’s berømte slogan ”Tør – hvor andre tier” sat avisen i front som den brede befolknings vagthund over for magthavere og elite.

Det samme gælder det efterfølgende slogan fra 1999, som lyder ”Find dig i Ekstra Bladet eller find dig i hvad som helst!” og har en lignende klang, ligesom ”Velkommen på forsiden,” som primært anvendes i forbindelse med kampagner, skaber forventning om ankelbidende og insisterende journalistik, hvor hver eneste sten bliver vendt.

 

Ekstra Bladet – avisen for folket

BT og EB er altså aviser, som er kendt for at råbe højt og vedvarende, og for at være folkets aviser på mange planer. Især EB, som udgives af Politikens Hus, sætter en ære i at lade folket udtrykke holdninger gennem læserbreve og notitser.

Dengang EB udelukkende var en papiravis, var der en sektion forbeholdt de korte og koncise holdninger, kaldet ”I øvrigt mener jeg”. Her kunne læsere komme til orde uden at skulle bruge oceaner af tid og kræfter på at formulere et langt og uddybende debatindlæg eller en decideret kronik. På den måde kunne mennesker, som måske ikke havde en længere akademisk uddannelse, få lov at udtrykke holdninger i avisen.

Denne tradition er ført videre i sektionen Nationen! på eb.dk. Her kan læserne selv indmelde sager, og andre læsere kan i kommentarsektionen få lov at give deres besyv med.

Kommentarsektionen er udbredt til andre artikler på eb.dk, for eksempel indlæggene i sektionen Opinionen. Her udbreder et fast panel bestående af fremtrædende personligheder sig om aktuelle emner – og læserne får mulighed for at debattere oplæggene i kommentar feltet.

 

 

EB benytter sig også af sociale medier som Facebook og Twitter for at give brugere denne mulighed. På den måde kan artikler, som ellers er lukket for kommentarer på eb.dk, alligevel stadig debatteres blot på et andet medie.

 

Breaking News og clickbait – Ekstra Bladets specialitet

Som alle andre tabloid aviser verden over er Ekstra Bladet kendt for sin sensationslystne vinkel på præsentation af nyheder. Visse vil måske finde denne tilgang lettere usmagelig – men det er et faktum at EB er mestre i at lokke folk til.

I papiravisens dage skete dette ved hjælp af fede overskrifter og vilde farver på avisens forside. I denne elektroniske tidsalder er det de sociale medier, som står for den største del af trafikken til EB website eb.dk. EB er kendt for at være blandt de første med de seneste nyheder om katastrofer, intriger, aktuelle sager som vedører ”saftige” emner – og så for ikke at lægge skjul på sine egne holdninger desangående.

 

 

Det ville være synd at sige at EB altid står for nøgtern og saglig journalistik, og avisen havner da også i den ene kattepine efter den anden. Men såvel politikere og andre mediefolk som den brede befolkning kender og respekterer EB for avisens evne til at stå ved sine holdninger og meninger og for rent faktisk at tage sin opgave som vagthund alvorligt.

 

Sport og underholdning hos Ekstra Bladet

EB giver andre nyhedsmedier kamp til stregen i forbindelse med sportsjournalistik. Selv BT, som igennem papiravisens æra var EB langt overlegen, når det kom til dækning af sport, må give fortabt over for eb.dk. Her kan du nemlig finde alle de aktuelle sportsbegivenheder dækket til punkt og prikke med hjælp fra diverse mediesamarbejdspartnere.

En stor del af EB’s digitale succes skyldes, at EB har indset værdien i samarbejdspartnere, når det handler om leverancer af kvalitetsindhold – og her står EB særdeles stærkt. På eb.dk dækkes såvel fodbold som håndbold, cykling, tennis, boksning, motorsport (her under det populære Formel 1) og trav – og selvfølgelig de store events inden for eksempelvis boksning eller anden sport.

 

 

På underholdnings siden er EB i særdeleshed kendt for den kontroversielle musikanmelder Thomas Treo, som er berygtet for sine nedsablinger af folkets darlings. Treos artikler har altid høje læsertal og mange kommentarer. Mest fordi folk ikke kan lide dem. Men al omtale er god omtale, som man siger – og dette gælder i allerhøjeste grad også for internettrafik, klik og visninger.

I sektionen som behandler nyheder fra den danske og den internationale musikbranche, findes diverse aktuelle artikler om musikere og om nyt fra branchen samt interviews med kunstnere og videoer fra koncerter og festivaler. Du kan læse anmeldelser af danske og internationale aktuelle udgivelser og koncerter og få inspiration til de koncerter, du kan høre i fremtiden via EB’s koncertkalender.

 

Kultur, kendte og kongelige hos Ekstra Bladet

Flash!, som Ekstra Bladets underholdningssektion kaldes, indeholder dog ikke kun musik. EB går ugebladene lidt i bedene med en hel sektion om de kendte og royale, hvor du kan følge aktuelle nyheder om såvel danske som internationale kongelige og kendisser.

Så hvis du ønsker de seneste nyheder om den danske eller den engelske kongefamilie, eller synes det er sjovt at følge med i Paradise Hotel-deltagernes gøren og laden, kan du med fordel bruge eb.dk som kilde!

 

 

Ekstra Bladet kan dog også være med, når det kommer til dækning af danske og internationale kulturbegivenheder, ligesom film og tv-programmer både bliver anmeldt og omtalt i Flash! sektionen på eb.dk. Der er med andre ord nok at gå i gang med, hvis du holder af populærkultur.

 

EB – lidt ekstra fræk og pikant

Blandt de features som får Ekstra Bladet til at skille sig ud fra konkurrenterne, er det erotiske aspekt. Foruden traditionelt at være markedsplads for et bredt udvalg af massageannoncer, er avisen også eksponent for den berømte og berygtede Side 9 Pigen. Selv i disse politisk korrekte tider ses Side 9 Pigen i helsides format på side 9 i papiravisen hver eneste dag, og selvfølgelig også i den online udgave – dog kun i sektionen Ekstra Bladet+, som er forbeholdt betalende abonnenter.

Ekstra Bladet har altid haft en aura af sex og erotik over sig – på en helt anden måde end BT, som i langt højere grad er kendt som hele Danmarks sportsavis.

På EB’ hjemmeside eb.dk finder du for eksempel en brevkasse kaldet Sexperterne, en sektion om samliv kaldet Kys & Kærlighed samt diverse betalt indhold i sektionen Side6, hvor forskellige annoncører kan markedsføre deres produkter ved hjælp af infomercials.

 

 

Via eb.dk kan du desuden få direkte adgang til den online sexlegetøjsbutik sinful.dk, hvor du kan købe alle former for erotiske hjælpemidler. Og eb.dk byder på et stort udvalg af massage og escortannoncer i lighed med avisens papirversion.

 

Forbrugeroplysning via Ekstra Bladet

Ekstra Bladet er på borgerens, og dermed forbrugerens, side. Derfor har eb.dk også en sektion, som henvender sig til forbrugere. Her kan du læse om emner som har relevans i din dagligdag – for eksempel penge og privat økonomi, sundhed og fødevarer, elektronik og spil, ferie og biler.

EB’s artikler om penge er særdeles populære, idet de berører vigtige emner så som lån og investering – og formår at formidle stoffet på en måde, så alle kan være med. Aktuelle temaer bliver sat i relation til relevante problemstillinger som for eksempel huslån eller opsparing. Det er nyttigt læsestof for mennesker med lån i banken, realkreditlån eller pensionsopsparinger. Hvilket i bund og grund nærmest inkluderer os alle sammen.

Avisen har også en online sundhedssektion, hvor læseren hurtigt kan blive klogere på diverse sundheds- og helbredsrelaterede emner, og i fødevarersektionen behandles i særdeleshed leverandører af fødevarer – for eksempel fastfoodrestauranter og supermarkeder – hvor hygiejnen er mangelfuld, eller der på andre måder hersker forringede forhold. Også her optræder Ekstra Bladet som forbrugerens vagthund, som ikke er bange for at hænge selv de større virksomheder ud.

 

 

I den sektion som hedder Håndværkeren, kan såvel den professionelle håndværker som gør det selv-manden berige sig med viden om de seneste håndværkerbiler, værktøjer og nyttige tips og tricks i forbindelse med håndværkerarbejde i hjemmet. Denne sektion kan ses som en hyldest til Ekstra Bladets fortid som håndværkernes foretrukne avis i frokoststuen eller i skurvognen, og det er et klart bevis på, at avisen ikke fornægter sine rødder.

 

Rådgivning omkring sociale forhold hos Ekstra Bladet

Ud over det faktum at Ekstra Bladet er ekstra og særligt fremme i skoene på erotikområdet, taler bladet også til sine læsere, når det handler om social indignation. På eb.dk kan man for eksempel skrive ind til den sociale brevkasse ved Puk Sabber og få rådgivning, hvis man er faret vild i paragrafferne.

Dette koncept har rødder tilbage til Danmarks Radio, hvor Hanne Reintoft op igennem 70’erne og 80’erne rådgav danskerne i social ret og retspleje med udgangspunkt i konkrete cases i radio programmet ”Hvad er min ret og hvad er min pligt”.

Puk Sabbers brevkasse findes i samfundssektionen på eb.dk – og også her kan læserne af og til få lov at kommentere på de relevante sager.

 

Eksklusivt indhold for abonnenter på Ekstra Bladet+

Langt det meste af indholdet på eb.dk er frit tilgængeligt, men der er dog en særlig afdeling for dem, som gerne vil betale for lidt ekstra. Denne sektion hedder Ekstra Bladet+ og indeholder artikler, som kun kan læses, hvis du er i besiddelse af et abonnement – og dermed af et login.

En del sportsindhold, her under aktuelle videoer, ligger også gemt bag denne betalingsmur. Til gengæld er det ikke dyrt at få adgang til hverken videoer eller artikler. Med tre forskellige abonnementsmodeller betaler du kun for det indhold, du ønsker – og så er du samtidig fri for de irriterende reklamer, som kan virke utroligt distraherende, når man prøver at læse sin avis.

 

BT – et envejs nyhedsmedie

BT er, i lighed med Ekstra Bladet, oprindeligt en tabloid avis. Hvor EB udgives af Politiken, er det konkurrenten Berlingske som forestår udgivelsen af BT.

Fra nytår 2020 droppede BT sin status som betalingsavis i hverdagen og gik all in på gratisudgaven i samarbejde med MetroXpress. Målet var ifølge ansvarshavende chefredaktør på BT Michael Dyrby ”at skabe et levedygtigt printmedie, der er en blanding af abonnement, løssalg og gratis” (kilde: Finans.dk). BT udkommer stadig som betalingsavis i løssalg i weekenden, da erfaringen er, at det er i weekenden, at læserne er særligt glade for papiravisen.

BT tilbyder ikke i samme grad som EB læserinddragelse på sine artikler og reportager på bt.dk, men poster af og til links på eksempelvis Facebook. Her kan brugere kommentere og debattere, hvis de vil – men generelt er BT’s hjemmeside ikke udpræget interaktiv. Faktisk er det slet ikke muligt at kommentere direkte på indhold på bt.dk, og der er ikke nogen debatsektion, hvor læsere eller opinionspersoner kan give deres meninger til kende.

 

Let tilgængeligt nyhedsstof på bt.dk

Forsiden på bt.dk består af et nyhedsfeed, som linker til aktuelle nyheder inden for avisens tre sektioner: Nyheder, Sport og Underholdning. Formatet er utroligt simpelt i forhold til eb.dk, hvor hvert enkelt menupunkt har et hav af underpunkter, og hvor de enkelte sektioner meget ofte opdateres.

BT giver et hurtigt overblik over aktuelle nyheder, hvilket kan have en fin værdi i sig selv. Men man forstår godt hvorfor bt.dk ikke er nær så populær som eb.dk.

 

 

Selvom BT heller ikke i sin online version er lige så hurtig ved havelågen som Ekstra Bladet, når det handler om at formidle breaking news, er det således stadig muligt at få et solidt overblik over dagens nyhedshistorier på bt.dk.

Det kan dog godt forvirre en kende, at danske og internationale nyheder er blandet sammen i én pærevælling i nyhedssektionen. Ofte rummer hverken overskrift eller dertil hørende billede noget om ,hvor historien stammer fra. Det kan medføre nogen forvirring angående historiens oprindelse og relevans, så også her vinder EB, når det handler om kommunikation.

 

Sport og underholdning i storfokus hos BT

BT signalerer med menustrukturen på bt.dk, at sport og underholdning har lige så høj en placering i avisens interessemæssige hierarki, som de gængse nyheder fra hele verden. Hver enkelt af de tre sektioner er som forsiden struktureret på enkel og overskuelig vis med historierne placeret i en lodret kolonne.

Fordelen ved bt.dk er således, at man hurtigt og nemt kan komme til at læse netop den historie, man finder interessant. Men man kan ikke som læser komme til at kommentere på den med mindre den er slået op som en post på BTs Facebook side.

BT har alle dage slået sig selv op på at være ”Hele Danmarks Sportsavis”. Sportsindholdet på bt.dk bærer stadig præg af denne tid, og artiklerne er generelt dybdegående og giver udtryk for en vis saglig professionalisme i journalistikken. Man kan med andre ord godt fornemme, at det er rigtige sportsjournalister, som har udfærdiget indholdet. Desuden er sportsnyheder på bt.dk generelt hyppigt opdaterede. Du er således garanteret de seneste sportsnyheder, når du klikker ind på avisen, og på den måde lever BT endnu med bt.dk op til sine standarder.

 

 

På underholdningssiden har BT altid haft nogle af de bedste kompetencer i huset – blandt andet en særdeles talentfuld musikredaktion, som satte nye standarder for anmeldelser af såvel albums som koncerter. BT har i sin online udgave bt.dk ikke længere nogen selvstændig musiksektion – alt hvad der handler om musik er blandet sammen med nyheder og sladder om de kendte og kongelige fra ind- og udland.

Der er ikke gjort alverden ud af kvaliteten af hverken anmeldelser eller baggrundsstof, og faktisk har EB således også på dette punkt overhalet sin konkurrent. Der er ikke særligt meget at komme efter i denne sektion, og det er som om BT også i denne afdeling har forspildt sin chance for at indtage en niche. BT har tidligere været kendt for at levere meget ugebladsstof, og her har bladet altså tabt terræn til EB.

Konklusionen må være, at der kun er plads til én digital tabloid avis i Danmark. Denne konkurrence fører Ekstra Bladet og eb.dk foreløbig suverænt. BT er med sit kedelige nyhedsfeed ikke videre indbydende i forhold til nærlæsning, og indholdet på bt.dk når sjældent mere end at ridse overfladen, hvor Ekstra Bladet sætter en ære i at gå i dybden med især de saftigste historier.

Hos EB er der en lang tradition for at vende hver en sten og ikke at være bange for at gå i kødet på involverede personer. BT har en tendens til overfladisk dækning, som mere har karakter af reportage uden hverken at gå i dybden eller rent journalistisk at vise tænder. EB overgår således BT på samtlige områder og er derfor det mest sandsynlige bud på Danmarks førende tabloid avis såvel online som offline.